Hingstedag 2014

amadeos_vinder_hingstedag20

 

Hingstedag Jylland fik en god start i Aalestrup

Det var med stor spænding om flytningen af Hingstedagen fra Viborg til Aalestrup blev taget godt imod.  Trods et lille antal med 18 deltagende hingste set i bakspejlet af sidste års rekord af 29 hingste, blev hingstedagen en god og hyggelig dag for hingsteejere og publikum som altid. Man kan sige at det blev en flot debut med gode staldfaciliteter og Aalestrup Ridecenter bød på meget mere plads at røre sig på og der kunne varmes op både inde og ude.  Cafeteriaet havde travlt hele dagen med at servicere de henad ca 300-400 mennesker som lagde vejen forbi for at se hingstenes kunden i dressur, springning, mønstring og Bedste påhit. Vi havde også fint besøg fra 24 Nordjyske med videooptagelser og fotos.  Erik Røgild kom forbi med kameraet og hans billeder fra dagen kan ses på www.ihobro.dk

Som noget nyt i år havde vi efterkommet ønske og muligheden for at stille træningshingste, dvs. hingste som stiller til kåring efterfølgende, har prøvet at være i rampelyset, når den endelige kåringsfremstilling gælder. Om denne mulighed skal gentages afhænger af feedbacken fra hingsteejerne efterfølgende, men nu er det prøvet af for første gang.

Det som gør Hingstedag Jylland god og speciel er de forskelige racer, som sætter hinanden stævne denne dag og flere havde også valgt at fremvise hingsten hele 3 gange i forskellige disipliner. Publikum har mulighed for at se hingstene vist flere gange og få en snak med hingsteejerne i stalden.

Det er vort mål at Hingstedagen skal være en alsidig blanding af seriøsitet og showopvisninger på en samtidig på jordnær måde, hvor alle kan være med.  Som en publikum deltager skrev i en mail efterfølgende til os: “Kanonflot arrangement i Aalestrup idag, det er første gang vi deltager da vi aldrig har hørt om det før. Vi plejer at deltage hvert år i Herning til Dansk Varmblods gallashow, og har været der gennem ca 25 år, men har bestemt, at vi for eftertiden vil komme til jeres i stedet for-, såfremt det fortsætter i samme underholdende form.”

Og flot tog de sig ud alle vinderne af hingstedagen 2014, som fik overrakt de flotte blå Satin dækkener sponsoreret af Kinnerup Hesteartikler, Vodskov.  Flotte erindringsrosetter lavet af Råhøjgaard Rosetter, Ry til alle deltagere samt en lidt større roset med Swarovski sten til alle vinderne givet af HingsteNet.dk. Det flotte guld satin bånd til årets vinder hingst, som løb med B.I.S titlen 2014 blev Kat. nr. 1 haflingerhingsten Amadeus og ejet af Line Gautesen, Suldrup, var skænket af Råhøjgaard Rosetter.

Line Gautesen havde iøvrigt hænderne fulde på dagen, da hun skulle fremvise begge sine hingste i dressur og løsspringning, mønstring foruden at hjælpe med 2 knapstrupper unghingste samt ride med i to friesershow.  Godt klaret!

De øvrige vindere var som følger:

I løsspringnings konkurrencen var der to placeringer og klassen blev vundet af kat. nr. 9 Emigrante, af racen Lusitano og palominofarvet med 37 point ud af 40 mulige. Den springglade hingst indkasserede karakteren 9,5 i både teknik og kapacitet hos springdommeren. Hingsten ejes af Julie Lundholdt, Arden. Nr. blev Christen Eriksen, Suldrup med hingsten Sartos Combat Warrior II.  En knapstrupperhingst som fik 32,50 point ialt.  Christen fik også overrakt en buket blomster af HingsteNet.dk som tak for den største race fremstilling på dagen med 4 stk. knabstrupper hingste.  Sartos Combat stillede med ikke mindre end 3 hingsteafkom på dagen.

I mønstringskonkurrencen med tre præmier udsat af “Hestens Værn” er der som altid god tilslutning.  Af de 8 kårede hingste var der en tredelt 1. plads nemlig kat. nr. 7 Pintohingsten Sønderstrands Buzz Light Year, fra Julie Bjørn i Silkeborg med 40,50 point ud af 50 mulige. Om hingsten sagde dommeren: Dejlig energisk hingst med en god indundergribende skridt.  Lidt voldsom i gallop, men fik dog vist traven med god haseaktivitet. Den næste hingst med 40,50 point var kat. nr. 10 pintohingsten Don Richo Eliselund fra Mikael Lunding, Jelling. Om hingten blev der sagt: “Dejlig og energisk, tre taktfaste gangarter, viser god energi og løft i forknæ i traven”.  Sidste hingst med 40,50 point blev kat. nr. 9 Lusitano hingsten “Emigrante fra Julie Lundholdt, Arden.

Til vinderen fra træningshingstene i mønstring var der udsat en staldplakette fra Hestens Værn et dækken fra Kinnerup Hesteartikler.  Vinderen blev den kønne Barockpinto plag kt. nr. 27 “Carano” fra Line Lillelund, Vejle.  Om hingsten sagde dommeren: “Dejlig plag, lidt ivrig med særdeles gode gangarter.  Bliver fremvist charmerende med godt løft i trav. På nuværende tidspunkt en smule høj bagtil.”

Med 11 stemmer vandt Katalog nr. 4 Shirehingsten Bjerggårdens Denver bedste påhit konkurrencen.  Ejeren Sanne Mathiassen, Bramming havde fundet på at vise hvor mange små ryttere der kunne sidde på hingsten samtidig.  Der var 8 frivillige ryttere fra Aalestrup rideklub, men desværre kun plads til de 7 på hingsten.

I dressur klassen var der desværre kun tilmeldt 3 stk. og 2 stk. til 4 års klassen.  I år havde vi lagt op til at dressur og springklasserne kunne rides under Dansk Ride Forbunds reglement og bedømmelse, netop for at lave en fair og seriøs bedømmelse med dommere tilknyttet DRF. Der var således en kompetent dressurdommer på arbejde, nemlig B-dommer Bente Schleppegrell Thagaard fra Hjallerup. Der var 2 hingste som gik en LC2 dressur  for hest og vinder af klassen blev Christina Christensen med kat. nr. 2 Sartos Combat Warrior II med 62,9 %. På 2. pl. var det Julie Lundholdt på kat. nr. 9 Emigrante med 56,2 %.

I 4 års klassen var der hhv. en kåret hingst pinto hingsten Sønderstrands Buzz Light Year, fra Julie Bjørn i Silkeborg, som fik 40,5 points. Træningshingsten Chubert fulgte tæt efter med 40,0 point. Der var i år ikke udsat præmier til 4 års klassen, da der var for få antal.

Hos ponyerne var der kun 1 hingst som deltog i dressurprogrammet. Men med høj klasse og vist i LA6 blev kat. nr. 1 haflingerhingsten Amadeos med Line Gautesen i sadlen vinder af bedste dressur og med 63%.

Show i særklasse

Cirkus Schumann Torres kom fra Fyn og viste deres flotte show med PRE hestene.  Det var muligt for publikum at komme helt tæt på opvisningen, da en medbragt manege dannede rammen i hal 2.  Dem der gik glip af første del kunne se opvisning igen lige før præmieuddelingen fandt sted i hal 1. Frieser show gruppen “Frieser Nord” kom med deres elegante fremvisning af 12 frieserheste fra flere dele af landet i samlet trup i Aalestrup, som også er deres øvested. Først blev showet fra sidste år i Viborg vist og til sidst premiere på deres nye show, som de tager rundt i Jylland og viser i løbet af sommeren.

Dagen bød også på Miniature heste opvisning med 6 stk. hvoraf nogle for vogn.  Foreningen havde en stand i stalden, hvor folk kunne hilse på de små charmerende heste.

Sidst men ikke mindst viste den lokale Western rytter Mieke Derks, Nørager sin kunden på hesteryg. Hingstedagen blev noget for en hver smag.

 Der var også rig mulighed for publikum at besøge de forskellige stande som var på hingstedagen.  Der var alt lige fra Tøj, smykker fra Boutique Bentes Corner, Skivum, Aloe Vera fra Allan Meller, Tjele, hesteting fra Rytterbussen og Bendtsminde, Tommerup, Tupperware fra Tove Kristiansen, Onsild til billigt Telefoni og smagsprøver på kosttilskuddet Benevita fra Janet Ishof og Ole Mølgaard, Vebbestrup.

Igen i år var der hingsteejere som donerede bedækninger, som hoppeejerne kunne vinde til deres hopper og ca. 30.000 kr. i værdi kunne 9 hingste bidrage med lidt ekstra spænding.

Fra arrangørens side har vi planer om at lave en hingstedag mere i år – en forpremiere på vores 10 års fødselsdags hingstedag.  I skrivende stund er der ikke noget konkret på plads endnu.  Men sæt et kryds i kalenderen den 20. september 2014. Så vil vi trække i arbejdstøjet endnu engang og prøve at få stablet en vellykket hingstedag på benene. Vi ser frem til en god opbakning fra hingsteejerne efter sommerens kåringer.

Fordele for at lave en hingstedag i september kan være mange men bl.a.:

  • Bedækningssæson er slut og kan være meget mere på forkant med ny  sæson 2015 og valg af hingst.
  • Hoppeejerne får bedre mulighed for at kunne vælge hingst til hoppen i løbet af vinteren.
  • Hingstene kan have været i træning hele sommeren og de nye hingste som har opnået avlsgodkendelse kan vises frem første gang som kårede hingste.
  • Vejret er lunere end i foråret og der kan fremvises i større grad ude.
  • Sidst men ikke mindst mulighed for at trække et større publikum, da der ikke er så mange arrangementer i efteråret som i forårsmånederne.

Vinderne og resultater samt billeder fra hingstedagen i april kan ses på www.hingstedag-jylland.dk